Dansk ”sommer”

Duk-duk-duk. Lyden fortsætter i det uendelige og er ganske behagelig. Lyden af regn på vores teltdug.
Vi har været af sted på camping i to dage, og alt er nyt og spændende. Selv Joshua (vores halvandet år gamle energibundt af en søn) affinder sig med at bruge en stor del af sin formiddag på ”indendørs” aktiviteter, når han bare lige får lov til at lege lidt i vandpytterne undervejs.

Duk-duk-duk. Lyden fortsætter i det uendelige, og jeg er ved at udvikle en mild form for sindsyge. Lyden af regn på vores teltdug.
Vi har været på camping i otte dage, og vi er alle sammen trætte. Joshua er småsyg og græder, hver gang vi går ind i teltet. Jeg har også mest lyst til at græde. Selvom teltet er vandtæt, pibler der vand ind, så snart en lynlås ikke er perfekt lukket. Det mørke regnvejr gør teltet dystert og klaustrofobisk, og vi går alle sammen hinanden lidt på nerverne.

Vores venner – vi er ikke helt sikre på, om de i virkeligheden er engle eller mennesker – beslutter sig for at overnatte andetsteds og tilbyder os at låne deres campingvogn den sidste nat. Åh godhed. Vi var så glade for vores telt, så længe solen skinnede. Der var masser af plads, og ”Det er mindst ligeså godt som en campingvogn”, sagde vi til hinanden. I dag er alle de store ord væk, og hvis det ikke havde været så mudret, havde vi af taknemmelighed kastet os for vores venners fødder. Vi nøjes med tak i læssevis.
Der bliver også lovet regn dagen efter. Dagen, hvor vi skal pakke vores kæmpestore plaskvåde telt sammen. Men allerede kl 9 om aftenen begynder det at klare op, og hele formiddagen mens vi pakker sammen, skinner solen. Teltet, vi pakker sammen, er knastørt. Og hele vejen hjem til Aarhus skinner solen stadig. Og mens vi pakker vores trailer ud, hvor presenningen ikke helt dækkede, skinner solen.

Duk-duk-duk. Vi sidder i vores lejlighed og kan nu kun svagt høre regnen på vores vinduer.
– Tak Gud, fordi du også regner de små ting, der udgør mit liv, ind i din kæmpe plan.